Ruth Johansen Jespersen skrifar Aagot 1947

1947 – Ruth Johansen-Jespersen

Kirsteinsgade 6 – 25-4-47

Kære Aagot!

Mange tak for dit brev, som lige er kommet ind af dören, jeg griber straks pennen for at besvare det, jeg har nemlig lige siden jeg kom hjem, hver dag villet skrive til dig, men der har været saa meget at ordne, fordi jeg har været saa længe borte, men „nu vil jeg smide mens jærnet er varmt“.

Först lidt beretning om tanterne.  Da jeg fik telegrammet om tante Elisas död i December, var min först tanke, du maa rejse derop, men ved nærmere eftertanke bestemte jeg mig til at vente en maaneds tid.  Dels var en plejedatter jeg har, som er missioneer i Palestina, lige kommet hjem og jeg skulde rejse med hende til Kirsten,  hvor vi skulde holde jul i præstegaarden, dels vidste jeg, hvor stor skuffelse der ville blive, hvis mormor ikke kom, saa jeg syntes ikke jeg havde lov til at svigte.

Jeg skrev til tante Olga, at jeg vilde komme omkring Februar, men allerede den 5-6 Januar kom der bud, at tante Olga var meget svag og hun længtes meget efter mig, saa jeg fremskynnede rejsen saadan at jeg var der den 15de hendes 88 aars födselsdag.  Hun blev lykkelig da hun saa mig, sagde gang paa gang „Tænk at jeg skulde faa opleve at have dig hos mig“.  Hun har nemlig mange gange sagt:  Hvor vilde jeg önske, du kunde sidde hos mig, naar jeg skal dö.  Det fik jeg lov til og det takker jeg for, ogsaa at jeg kom saa tidligt, at hun kunde have glæde af at have mig om sig den sidste stund.  Hun var saa taknemmelig over at det var Lisbeth og jeg der plejede hende.  Jeg havde jo faaet en særlig plads hos tanterne, fordi jeg de sidste aar var den der kunde ofre  tiden til at være saa meget hos dem som jeg var.  Mine börn var ikke altid glade naar jeg stak af til Stavanger, men jeg synes tanterne var lagt hen til mig af Gud, og saa var det min opgave at vogte dem, saa godt jeg kunde.  Vi stod hinanden meget nær, selv tante Elisa som ellers var en indesluttet natur, havde mig som sin fortrolige i alt, hun sagde selv „Du er det förste menneske jeg helt har kunnet aabne mig for“.  Det var en stor glæde ogsaa for mig.  Den sidste uge gik det hurtigt nedad for hver dag, hun döde natten mellem 26-27 februar, som et lys gaar ud.  Lisbeth og jeg sad paa hver side af sengen og saa aandedrættet blive svagere og svagere og saa holde helt op.

Tante Elisa döde paa sygehuset saa det kan jeg ikke berette om, men de sagde der, at hun ogsaa sov stille hen. – Jeg tror ikke tante Olga savnede E. Hun var træt af hende, jeg tror nærmest det var en hvile at være af med hende, men det gaar saa ofte saadan at 2, som har levet hele livet sammen ogsaa fölges i döden.

Efter begravelsen havde vi de damer hjemme som plejer at komme til tanterne.  Jeg synes vi skulde samles i hjemmet endnu engang til fest.  Dette sagde jeg ved graven, der jeg takkede for deltagelsen.  Jeg takkede dem for trofasthed mod tanterne og sagde, at det var paa hele familiens vegne jeg stod der, ikke mindst paa Onkel Rolfs og Tante Dikkas, jeg vidste at det var dem en sorg at de ikke kunde være her i dag. 

Advokaten leste testamentet for mig en dag jeg var dernede, men tante Elisa havde fortalt mig hvad der stod deri, saa det var ikke noget nytt.  Naar de havde sat os niecer og nevöer og ikke söskende som arvinger, skyldes det at de synes Onkel Einar og familie havde faaet saa meget, da de kom hjem fra Rusland og at Aage Ernst som var tante Dikkas eneste arving, ikke stod dem nærmere end alle vi andre.  Skulde söskende have arvet, vilde Marie faa hele Einars lod enfjerdedel, tante Dikka sin fjerdedel, som saa vilde gaa videre til Aage, vi 5 og I 5 skulde saa dele vor fars fjerdedele.  Denne ordning synes jeg var meget retfærdig og ligner tante Elisa.

Onkel Rolf og tante Dikka skal have renterne af jeres arv saa længe de lever, saa I faar ikke pengene för de er döde.  Ligesaa skulde de have lov til at vælge nogle ting af det gamle barndomshjem til eget brug.  Men da de er saa langt borte og de begge bor paa gamlehjem, vilde de ikke have noget brug for det der var.  I stedet har advokat Pedersen og jeg i fælleskab bestemt, at de ting jeg har sendt jer og de ting jeg har taget med her til, skal være det din far og tante Dikka faar fra hjemmet, saa kan de give hvad de vil, enten de vil give det videre til börnene, eller vi kan köbe de forskellige ting af dem til vurderingspris.  Paa den maade faar de ogsaa noget.

Jeg har pakket nogle ting, som ikke kan gaa i stykker i en af tanternes kuffert, den skal altsaa ikke retur, og sendt til Island; först havde jeg adresseret den til dig, som den ældste af arvingerne, men da vi kom paa at det skulde tilfalde tante og din far, har jeg sendt den til Reykjavik.  Ganske vist staar dit navn paa den.  Jeg havde nemlig bragt den til Ulstrup, men jeg har sendt fragtbrevet til din far, saa han faar nok fat i den.  Fragten har jeg betalt med 30 kr. og körsel paa kajen 5 kr., det vil jeg saa gerne skal være lidt erstatning for den pakke jeg fik fra dig i fjor, saa kan du ordne det med din far.  Det er dyrt, men den skal först til Köbenhavn, saa det er ikke saa underligt. Jeg syntes I maatte faa et lille minde fra hjemmet, nu haaber jeg I kan fordele det, det er ikke saa let, naar man bor saa spredt.  

Jeg har faaet sofaen og stolerne, ellers har jeg taget hvad jeg kunde tænke mig vi kunde have glæde af, og det er saa meningen at vi, naar kufferten kommer skal samles hos tante Dikka og der blive enige om tingene.  Vi köber dem efter vurderingsprisen.  Det var meget vemodigt at bryde hele hjemmet op, men det var godt jeg var der; Marie og jeg enedes saa godt om det, vi var enige om at det var os, som profiterede af at vi var tilstede men saadan vil det altid gaa, og vi har jo köbt hvad vi har faaet, saa paa den maade er der ikke noget galt. 

Alt linned var saa gammelt og slidt, der var 2-3 duge som var pæne og 2-3 lagener, men jeg resonerede som saa, at I har kunnet faa denslags under krigen, vi derimod intet, heller ikke efter freden, saa jeg lod tante Dikka faa lagenerne hun trængte haardt, og dugene kan vi „slaas om“.  Tanterne havde ikke fornyet noget i mangfoldige aar.  Tante Elisa regnede hele tiden med at de snart skulde dö, – saa kom krigen – og sygdommen, saa det var udslidt.  Deres personlige töj gav vi til menighedsplejen og tante Olgas rullestol til vanföreforeningen, som blev meget glad, da de ikke er til at opdrive.

Fra Lisbeth skal jeg takke for möbler og penge, hun blev meget glad, hun har ogsaa faaet alt hvad hun trængte til et lille hjem.  Kökkentöj, porcelaine, elktr. komfur o.l., det var gammelt, men kom vel med for hende.  

Mon jeg nu ikke har givet dig en udforlig beretning om min mission.  Jeg er henrykt for at være hjemme igen, og glad for at have udfört tanternes opgave, at oplöse hjemmet, naar de ikke var mere.  Jeg vil skrive nogenlunde op, hvad der er i kufferten og priserne derpaa, jeg kan nemlig ikke huske om jeg skrev det i brevet til din far, hvori jeg sendte konnossement og nöglen.

Saa vil jeg slutte.  Sig til Sigrun, at hun, hvis hun kommer til Köbenhavn absolut maa besöge os.  Jeg bor Kirsteinsgade 6, Esther Kildevældsgade 4, Thulin Vennemindevej 4, Thorarins Östersögade 96.  Hun kan finde os i telefonbogen.  I sommermaanederne er jeg meget i sommerhuset i Tisvilde, men de andre er nok hjemme.

Mange kærlige hilsener til jer alle, din heng. kusine Ruth.